Nationalpark Thy er uden tvivl et af de smukkeste steder i Danmark jeg har været. De særlige brændte farver, den store himmel og Vesterhavets vilde bølger er bare fantastisk smukt. Og selvom små børn måske ikke kan surfe endnu, er der masser af gode oplevelser i vente.
1. Klitmøller
Klitmøller er vel efterhånden blevet indbegrebet af National Park Thy og Cold Hawaii. Da vi besøgte Klitmøller, var det også perfekt blæsevejr og vores børn syntes det var ret sjovt at sidde langs stranden og kigge på alle surferne. Når de bliver lidt større, skal de så meget selv prøve at surfe. Langs strandpromenaden er der bygget et klubhus, der huser forskellige foreninger i Klitmøller. Klubhuset kaldes også for Hummerhuset og fra toppen er der en god udsigt over vandet og Klitmøller by. Det bedste af det hele er dog at taget af huset også er en slags legeplads. Vores børn skulle lige tage mod til sig, men da de først fik prøvet, var de næsten ikke til at få væk fra et kæmpestort net, der er spændt ud over en åbning i taget. Den perfekte løbe, kravle og klatrebane.
2. Lodbjerg Fyr
Lodbjerg fyr er et must, når du besøger Nationalpark Thy med børn. Fyrtårnet er fra 1883, og hvis du kravler de 35 meter op i tårnet, er der en fantastisk udsigt over hede- og klitlandskabet. Trapperne er lidt stejle, men vores børn nød både turene op og ned og ikke mindst at gå rundt i toppen og kigge hele vejen rundt.
Ved fyret er der også en fin udstilling med udstoppede fugle og dyr. Ida og Estha var især begejstrede for de bløde kaniner og ræve, som du må røre ved.
En del af den gamle fyrmesterbolig er indrettet til cafe, som bl.a. sælger kaffe, kage og boller. Du kan sidde både inde og ude i den lille have. I det gamle hønsehus kan du spise din madpakke, kigge på sten, låne en turtaske med oplevelsesudstyr og tegne. Det sidste kastede vores børn sig over med det samme.
Fra Lodbjerg fyr er der også flere vandreruter, der starter. Faktisk hele fire: Lodbjergruten 9,5 km, Penbjergruten 5,7 km, Sorte Næse Ruten 6,2 km og Flade Sø 13,5 km. De fire ruter går igennem ret forskelligt natur i området, nemlig plantagen, klitheden, kystskrænterne og søerne. Alle ruterne var lidt for lange for vores børn, men med små børn kan I fx gå ud af Sorte Næse Ruten til Lodbjerg Sande (ca. 1 km), som er en sandmile, hvor sandet vandrer ind over klitheden. Går I lidt videre kommer I til Lodbjerg Kystklint, som er 10 meter høj og består af glimmerler og moræneler. Og klart et besøg værd.
3. Gåtur til Nors sø
Vilsø Klitplantage eller klitplantagerne ved Vandet sø som hele området kaldes, er anderledes end de vindblæste klitter ved Vesterhavet. Selvom både Vandet og Nors sø er tidligere havbugter består plantagerne i dag mest af nåle og løvskov. Og er et rigtig skønt område – især en dag hvor det måske blæser for meget til at gå ved Vesterhavet. Vi parkerede vores bil på parkeringspladsen lige ved Nebelstenen og fulgte Nebelruten ved til Nors sø. Turen går gennem en skøn skov, hvor vi bl.a. fandt masser af skovsyre som vores børn elskede. Ved Nors sø er der bordebænkesæt og en skøn og meget børnevenlig badestrand. Og så har du udsigt ind mod Hanstholm Vildtreservat og Isbjerg som er 56 meter højt og det højeste punkt i Nationalpark Thy. Du kan også gå op på Isbjerg, hvor udsigten skulle være helt fantastisk.
4. Nørre Vorupør
Nørre Vorupør eller bare Vorupør er en vaskeægte badeby med strand, butikker og masser af spisesteder. Byen er fiskerleje og der sejler stadig fiskerkuttere ud fra stranden i dag. Som børnefamilie var det klart fedeste ved byen det inddæmmede havebad, hvor man trygt kan bade i Vesterhavet med børn og så Nordsø Akvariet, hvor du kommer helt tæt på en masse forskellige fisk og bl.a. kan røre ved små hajer.
Ellers er Vorupør en hyggelig lille by og jeg kan virkelig anbefale den veganske isbiks Ice Bakers Ishus som ligger nede ved stranden. Fantastisk is. Simpelthen.
5. Bøgsted Rende
På vores vej tilbage fra Vorupør til Klitmøller stoppede vi ved Bøgsted Rende, som betyder ’Byggestedet ved Renden’. Stedet er specielt fordi det er det sted, hvor plantagen når længst ud eller er tættest på havet. Renden gør at det er et rigtig godt sted at bade eller soppe med børn – vandet er lavt og forholdsvis roligt.
Som en smuk skulptur står båken, som er et gammelt sømærke lavet i rødt og sort jern. Selvom det ikke bruges mere, er den smukt bevaret. Vi gik ikke nogen tur her, men for de små ben er der flere korte vandreruter fx den blå rute på 2,3 km.
6. Landingspladsen Stenbjerg
Landingspladsen Stenbjerg er en gammel landingsplads for fiskerkuttere. Stedet er kendt for de smukke hvide huse, som er bygget af fiskerne selv omkring år 1900. I et af husene er et fint informationscenter, hvor du bl.a. kan købe en kop kaffe, men det var klart udstillingen om redningsvæsenet i et af de andre huse, vores børn var mest optagede af. Alt der minder om brandbiler og udrykning er altid et hit.
Ud i naturen
Vandring med børn i Harzen er ikke blot helt fantastisk, det er også rigtig nemt. Også selvom dine børn ikke er så gamle og måske …