5 gode grunde til at rejse med tog

by

Den primære grund til du skal begynde at flyve mindre og tage især tog og færger noget mere er selvfølgelig klimaet. Men det er faktisk ikke den eneste gode grund.

1. Udled mindre CO– og anden forurening

Der er vist ikke længere nogen tvivl om at det forurener og udleder rigtig meget CO2, hver gang du og jeg sætter os ind i et flyv og flyver mod varmen i Spanien eller bjergtoppene i Nepal. Ifølge den grønne tænketank Concito udleder flytrafikken over 800 mio. tons CO2 om året. Det svarer til ca. 2,2 % af de globale CO2-udledninger og til alle udledningerne fra et land som Tyskland. Men faktisk udleder flytrafikken mere forurening end bare CO2. Især sodpartikler, NOX og vand medvirker til en negativ påvirkning af den globale opvarmning. Det betyder, at flytrafikken samlet bidrager med 4 til 5 % af den samlede menneskeskabte globale opvarmning inkl. CO2.

Hvis du og jeg og alle andre bare omlægger én årlig flyrejse til tog vil det derfor gøre en stor forskel. Hvis du fx dropper flyvet og i stedet tager toget til Stockholm (hvilket for resten kan gøres på fem timer fra København), så sparer du 97 % af CO2-udledningen fra transporten.

Jeg har skrevet mere om, hvordan du kan regne på din CO2-udlledning fra transport i dette indlæg: Sådan kan du udregne din CO2-belastning, når du rejser.

2. Togstrækninger er ofte fantastisk smukke

Tog er ikke kun en praktisk og behagelig måde at transportere sig rundt på. Det er også ofte fantastisk smukt. Du kan læne dig tilbage i sædet, slappe af og kigge ud ad vinduet, mens toget kører igennem landskabet. Om det er den smukke rute over fjeldene og Hadangervidden fra Oslo til Bergen eller turen fra San Sebastian i Baskerlandet til Santiago de Compostela i Galicien i Spanien, det bestemmer du selvfølgelig. Pointen er at der er masser af fantastisk smukke togruter at vælge i mellem.

 3. Kom udhvilet frem med nattog og nattog – lige i centrum

I stedet for jetlag, alt for små sæder og dårlig benplads har både tog og færge tit meget bedre komfort. Nogle toge har sågar spisevogne eller vogne med et legeområde til børnene. Og i nattoge, kan du ofte få din egen kupe, hvis I rejser et par stykker sammen. Efter mange år hvor flytransport er blevet prioriteret over tog er nattog så småt på vej tilbage i Europa og du kan fx via et skift i Hamborg kommer med nattog til Paris.

Der er noget skønt ved at lægge og sove, mens toget vugger og drøner ned gennem Europa. Du kommer ikke kun udhvilet frem, ofte så vågner du op lige midt i centrum af byen. Ikke noget med at finde et tog fra lufthavnen og bruge en ekstra time på faktisk at komme ind til byen. Du er allerede på hovedbanegården. Klar til at bevæge dig videre.

  4. Rejs lidt langsommere og gør transporten til en del af oplevelsen

At rejse langsommere og gøre transporten til en del af rejseoplevelsen kan næsten lyde som en kliche, men jeg syntes alligevel pointen skal med. For der er noget om det. At sætte tempoet ned og følge med både mentalt og fysisk giver en helt anden oplevelse af at rejse. Og ikke mindst af at ankomme til sin destination. 

5. Du falder nemmere i snak med lokale og andre rejsende

Især på de lidt længere togrejser kommer man ofte tættere på folk. Det er selvfølgelig en smagssag om man syntes det er hyggeligt at snakke med andre rejsende eller lokale undervejs, men personligt elsker jeg det. Jeg oplever, at vi altid møder søde og spændende mennesker, som har gode ideer til hvad vi skal se og opleve undervejs på vores rejse.

 

Kilder: Concito