Mazara del Vallo, Sicilien – en perfekt by at besøge med baby og børn

by

Da vores ældste datter, Estha, var 6 måneder tog vi på fem ugers roadtrip på Sicilien i Italien. Vi besøgte bl.a. den smukke lille by Mazara del Vallo, som ligger på Siciliens vestkyst.

Mazara del Vallo har historisk været en vigtig handels- og fiskerby, særligt da byen var under arabisk styre fra år 827 til 1027. Den arabiske indflydelse er stadig tydelig – både i arkitekturen og i maden.

Byens gamle bydel har en særlig ro som gør den ideel til at udforske med en baby eller små børn. Og I må særligt ikke gå glip af:

At spise is på Piazza della Repubblica

Vi nød virkelig at sidde og slappe af på den smukke Piazza della Repubblica, hvor man både kan kigge på mennesker, men også nyde udsigten til den imponerende Basil katedral og det spanske seminarie. Begge dele bygget i smukkeste barokstil. Og så kan man selvfølgelig købe is. Bare fordi du er på Sicilien.

At gå rundt I de smalle gader, mens din baby sover

Mazara del Vallo er kendt for sin gamle arabiske kasbah i centrum af byen og man får virkelig fornemmelsen af at være i en labyrintisk nordafrikansk by med lave sandfarvede huse, små gyder og gårde med bænke i skyggen. Vi timede vores gåture rundt i byen med at Estha sov lur i klapvognen, men børn kan også sagtens løbe rundt i gaderne, da de nærmest er bilfrie.

At besøge Chiesa San Franscesco og Teatro Garibaldi

På din tur rundt i Mazara del Vallo skal du slå vejen forbi Chiesa San Franscesco, som er en storslået barokkirke og et forladt nonnekloster. Forfaldet giver en helt særlig smuk stemning.
Se også det gamle Teatro Garibaldi, hvor man får lyst til at slå sig ned og se en teaterforestilling, som på Shakespeares tid.

At gå på jagt efter keramikfliser

Hvis dine børn er lidt ældre, kan man hurtigt få gang i en skattejagt i de smalle gader. Mazara del Vallo er nemlig fyldt med smukke keramikfliser, som er sat ind i husmurene. Fliserne viser alt fra gadeskilte, over kunst til byens historie.

At besøge ruinerne af kirken Sant`Ignazio og Collegio dei Gesuiti

Ikke langt fra Piazza della Repubblica ligger ruinerne fra kirken Sant`Ignazio. Kirken blev bygget i 1800-tallet, men i dag står den forladt. Uden tag og med søjlerne, der skyder op mod himlen. Og næste lige ved siden af ligger Collegio dei Gesuiti, der er et gammel jesuitter kollegium og nu huser et museum. 

At købe frisk fisk til aftensmad

Når vi rejser med vores børn, elsker vi at handle ind på de lokale markeder og lave mad selv. Og i Mazara del Vallo skal man selvfølgelig have frisk fisk.

Mazara del Vallo har nemlig den største fiskebådsflåde på Sicilien, hvilket gør havnen til et sjovt besøg. Man kan fornemme travlhed og aktivitet, når fiskerbådene kommer ind med deres fangster og på Largo dello Scalo ligger et lille fiskemarked, hvor man kan gå rundt og se alle de spændende friske fisk og skaldyr. Og selvfølgelig få lækker fisk med hjem til aftensmad.

At tage på stranden

Nu var vi på Sicilien i oktober og november, så vejret var ikke til lange dage på stranden, men hvis vi en dag kommer tilbage, så skal vi helt sikkert bade og lege på stranden Lido Caiman, som ligger en gåtur lige nord for centrum af byen.

Derudover er Mazara del Vallo kendt for bonzestatuen den dansende tyr, som kan ses på det arkæologiske museum Museo del Satiro Danzante i den gamle kirke Sant’Egidio. Det er måske ikke det mest børnevenlige indslag på turen, men klart et besøg værd alligevel.