Samaria-kløften eller sommerfuglekløften er en af Kretas smukkeste vandreruter. Kløften er med sine 13 km Europas længste og så ender du ovenikøbet i en hyggelig by med azurblåt hav.
Samaria Nationalpark
Samaria-kløften er en del af Samaria Nationalpark, som ligger i de hvide bjerge på vestkreta. Parken har to indgange: Xyloskalo i nord og Ayia Roumeli i syd. Det er kun tilladt at gå på den afmærkede rute. Ønsker du andre vandreture kræver det en tilladelse fra nationalparken.
Start i Xyloskalo
De fleste starter vandreturen fra Xyloskalo og ender ved det libyske hav i byen Ayia Roumeli. Du kan tage bussen fra den centrale busstation i Chania til Omalos plateauet, som er lige ved Xyloskalo. Turen tager ca. 1 time og koster 7,5 euro.
Fra Xyloskalo går det nedad mod Ayia Roumeli. Helt præcist 1227 meter.
Selve vandreruten
Starten på ruten er først og fremmest en ret stejl nedstigning, men senere flader det ud og store dele af turen går du på sten. Flere steder skal du også krydse vandløb via enten små broer eller sten, der er lagt ud i vandet.
Når selve kløften slutter ved Jernporten er der tre km rimelig rolig vandretur til Ayia Roumeli. Alt i alt er vandreturen således 16 km.
Landsbyen Samaria og Jernporten
Ca. midt i kløften ligger den forladte landsby Samaria. Byen blev forladt i 1962, da kløften blev udnævnt til nationalpark. Der er flere bænke og små træer gør det også muligt at finde skygge. Et perfekt sted at nyde madpakken. Har du brug for lægehjælp er der også samaritter i landsbyen.
Samaria-kløften er kendt for sine smalle steder og høje bjerge. Det smalleste sted er bare 3 meter bredt, mens bjergene tårner sig 600 meter op. Når du står her, står du i Jernporten.
Tag båd og bus tilbage til Chania
Fra Ayia Roumeli kan du tage tre forskellige både langs Kretas sydkyst. Du kan tage til Sfakia. Turen varer ca. 1 timer og koster 12,5 euro for en voksen. Fra Sfakia går der en bus tilbage til Chania. Den tager ca. 1 time og 40 min. og koster 8,5 euro.
Se opdateret afgangstider og priser hos Kretas busselskab.
Praktisk
Det er muligt at vandre i Samaria-kløften fra 1. maj til 15. oktober. Parken er åben fra kl. 7 om morgen til kl. 16 og det tager mellem 3 og 7 timer at vandre hele turen alt efter dit tempo.
Det koster fem euro at komme ind i nationalparken. Børn under 15 år er gratis.
Der er flere toiletter og vandposter undervejs, hvor du kan fylde din vandflaske. Ellers så husk gode vandresko, solcreme, mad og noget skygge til hovedet.